Kom på besøg…

Snyd ikke dig selv for en tur rundt i egnen omkring Vester Hæsinge.

Ja, bedøm selv. Spis madpakken ved Skovsøen i Vester Hæsinge (drikkevarer kan købes i vores lokale brugs). Og lad ungerne tumle på den udfordrende naturlegeplads, med bålhytte, edderkopper på størrelse med en halv villahave og meget mere.

De to kirker
Vester Hæsinge kirke er den ældste. Langhusets vestre del er opført i ældre middelalder af rå kamp. Tårnet er fra sengotisk tid.

Turen til områdets anden kirke er en oplevelse i sig selv. kommer I fra Vester Hæsinge passerer I det meget smukke Sandholt Slot, der ligger som et eventyrslot og spejler sig i søen.
I den velbevarede landsby Sandholts Lyndelse ligger kirken som det samlende midtpunkt. Den ældste del er opført i sengotisk tid af mursten og langskibet er forlænget i slutningen af 1500 tallet.

På vej mod Trente Mølle
En god idé er at køre tilbage til Sandholt Slot, men vælg vejen, der går gennem slottes porte og over gårdspladsen med de velholdte avlsbygninger i bindingsværk. Så lander du i Gl. Stenderup med flere smukke huse og den rislende bæk der går gennem byen.

Følg vejen mod Ny Stenderup. Inden kommer du til Trente Mølle, der kan byde på såvel en ægte vindmølle og vandmølle. I dag er vandmøllen indrettet som Natur, Miljø- og Lokal Agenda 21 Centrum.

Svanninge Bakker
Vester Hæsinge ligger for foden af Svanninge Bakker (De Fynske Alper). Bevæger du dig ud af byen mod syd, overraskes du hurtigt af det kuperede landskab – og tager du en afstikker ud stierne, belønnes du rigeligt, med et storslået landskab, hvor skov, græsmarker, dyrkede arelaer veksler med søer ogvandløb.

Bakkerne blev dannet i slutningen af den sidste istid for godt 15.000 år siden. De smukke bakker er en tumleplads for både børn og voksne. Eller rolig rekreation for dem, der ønsker det. Ved Dalkildegård i den nordlige del af bakkerne finder man en af Danmarks smukkest beliggende golfbaner. De 18 huller er meget varierede og en udfordring uanset handicap.

FAKTA
Området består af de to kirkesogne Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse. I området bor ca. 1200, fordelt med ca. 950 indbyggere i Vester Hæsinge sogn og ca. 250 indbyggere i Sandholts Lyndelse sogn. Syd for Vester Hæsinge ligger 2 små landsbyer, Ny- og Gl. Stenderup, som begge hører til Vester Hæsinge sogn. Der er 8 km til Nr. Broby, 10 km til købstaden Fåborg og 30 km til Odense. Der er gode busforbindelser til Odense og Fåborg.

Redaktør: Ole Worregård

Ole bor med sin familie i Sandholts Lyndelse, er redaktør på hjemmesiden samt passer "maskinrummet". I øjeblikket er han desuden bestyrelsemedlem i Bakkelandets Lokalråd, tovholder på Syrenland.dk og så brygger han efter sigende noget hæderligt håndbrygget øl i Det Blå Bryghus!

Del på