Mindeord for Karl Kallehauge

karl_kallehauge

Onsdag den 11. maj 2016 døde Karl Kallehauge 80 år gammel. En mand, der har ydet meget for det lokale fælleskab i et utal af sammenhænge.

Hans virke var igennem 39 år på landbruget i Gl. Stenderup sammen med sin kone Marie, mens hans otium tog sit udgangspunkt i Ny Stenderup.

Karl var altid en aktiv og engageret del af fællesskabet i lokalområdet, om det var i Pensionistforeningen, hvor han sørgede for mange aktiviteter til medlemmerne, f.eks. spændende ture til ind- og udland. Her var han også en overgang med i det fælles ældreråd, som opstod ved kommunesammenlægningen. Eller som del af Ny Stenderup Beboerforening, hvor han fik lavet en lokal petanquebane i 2009. Det var en interesse, som var startet år forinden, hvor han var med til at starte Vester Hæsinge Petanqueklub. Her var han primusmotor i oprettelsen af baner og klubhus.

Karl tog også gennem mange år del i arbejdet om og for X-Huset. Han stod gennem flere år i spidsen for det årlige bankospil, hvor lokale sørgede for opdrættet af ænder, som man så kunne være heldig at få med hjem fra bankospillet i  Brobyværkhallen. Karl var også aktiv i vedligeholdelsen af området omkring søen, hvor han flere gange malede koten og legeredskaber, så de kunne holde længst muligt. Ligeledes var han en årrække med i X-Husets bestyrelse.

Som tak for den store indsats blev Karl sammen med Marie udnævnt til æresborger i 2012.

Lokalsamfundet har mulighed for at tage afsked med Karl Kallehauge tirsdag den 17/5 kl. 14.00 i Vester Hæsinge kirke.

På X-Husets vegne skal her lyde: 
Tak for din indsats – dit minde vil stå i vores hukommelse.

Laurits Knudsen

Redaktør: Ole Worregård

Ole bor med sin familie i Sandholts Lyndelse, er redaktør på hjemmesiden samt passer "maskinrummet". I øjeblikket er han desuden bestyrelsemedlem i Bakkelandets Lokalråd, tovholder på Syrenland.dk og så brygger han efter sigende noget hæderligt håndbrygget øl i Det Blå Bryghus!

Del på